• Speedster Bella

    Bella er en middelstor stilfuld og smart tæve.

    Speedster Bella er egen avl efter vores springertæve Suzy med Helmway Hero af Blackmoor som far.

    Vi avlede kuldet for at kunne beholde en tæve og valget faldt på Bella. Det gjorde det fordi hun er en på nogle punkter lidt blød og forsigtig tæve, mens hun på andre punkter virkelig er en håndfuld.
    Hun er en tæve med noget musik i. Hun har hele tiden gang i et eller andet kreativt og hverdagen med hende er alt andet end kedelig. Hun er utroligt lærenem og suger til sig når hun præsenteres for nyt. Hun elsker virkelig at at træne.

    Da Bella er en ung hund og vi ikke som sådan er gået i gang med reel træning endnu, vi leger og alt foregår under frie rammer, så kan beskrivelsen ændre sig undervejs.

  • Meadows Izzy

    Cille som vi kalder hende er en lille smart tæve på kun 10 kilo. Hun er en super apportør og apporterer alt med stor iver. Hun er en ekstremt samarbejdsvillig, kontaktsøgende og ærlig tæve, med et stort overblik.

    Vi købte Cille af Peter Frederiksen, idet Peter ikke synes at hun var vild nok. Det lyder jo lidt utroligt, at en cocker er for artig, men det har i den grad været tilfældet med Cille.
    Maria er i gang med at gøre hende til en ulydig cocker og har bl.a. haft hende med i England for at hunte hende op på kaniner. Det rykkede en del på Cille, men det er stadig en proces der arbejdes videre med og planen er at Cille skal præsenteres for en masse vildt her i jagtsæsonen 2018, så hun kan få noget erfaring og dermed blive noget mere stabil. indtil videre imponerer hun terrænværterne meget ved at udvise et stort overblik i rigtigt mange fugle. Det er hun fuldstændig uimponeret over og bevarer stadig for meget kontakt, hvor utroligt det så end må lyde. Om Cille nogensinde bliver hårdtgående nok til at kunne begå sig på markprøver er stadig et spørgsmål der står åbent.

    I sæsonen 2019 fik Cille åbnet op for sluserne og blev stillet i et par åbenklasser og har idag en bestået. Havde føreren ikke lavet nogle temmelig graverende fejl så havde præmieringen været højere, så Cille glæder sig til at føreren tager sig sammen. Hun har nu knækket koden på jagt og jager med et fint tempo og tryk. Hun vil blive stillet igen i sæsonen 2020.

    Derhjemme er Cille en utroligt kærlig og kontaktsøgende lille dame. Hun har det bedst hvis hun kan sidde i skødet og charme.
    Hun er dog også temmelig umoden, hvilket giver sig til udtryk ved at hun stadig har en del "hvalpeunoder". Hun er ikke bleg for at stjæle lidt pap eller andet, der bliver splittet i atomer, til stor glæde for støvsugeren!

    Cille har A hofter, 0 albuer samt er PRA fri (gentestet).

  • Rheastmooar Royale.

    Suzy er en smart utrolig stilfuld tæve, der er ekstremt hårdtgående i alt cover. Hun har gode vildtfindende egenskaber og apporterer med stor lyst.
    Hun er yderst trænbar og ærlig med det rette tænd/sluk.

    Vi købte Suzy i oktober 2020 efter at have set hende på markprøve ført af Henrik Hansen. Vi har længe ledt efter en god Ft. Springer tæve til at starte vores egen linie op med og da vi så Suzy var vi ikke i tvivl om at det var hende vi ledte efter. Hun har den stil og det drive vi godt kan lide i Springerne kombineret med det rette sluk, hvilket er utrolig vigtigt når de også skal indgå som en del af familien.
    Henrik Hansen har ført hende i med succes i vinderklasse, hvilket har resulteret i to 2. vindere samt en bestået, så der en noget at leve op til som ny fører af sådan en hund.

    Suzy har klaret omvæltningen til familie- og prøvehund med bravour. Hun er på alle måder yderst ukompliceret og takler nye ting uden at løfte på øjenbrynet. Hun virker mentalt robust til trods for at hun faktisk er en ret blød tæve, så det må siges at være tæt på det optimale set i vores optik. Hun er en rigtig kælefis og ligger meget gerne i arm på sofaen. Hun er yderst høflig i omgangen med de andre hunde og hjælper gerne med at passe hvalpe, hvis tæven ellers tillader det.

    Suzy er allerede ført i en vinderklasse i 2021,hvilket gav en bestået.